Av Jørgen Haugan – gjesteskribent –
Jørgen Haugan (født i 1941) er dr. philos i nordisk litteratur og har tidligere arbeidet ved universitetene i Trondheim og København. For boken «En biografi om Martin Andersen Nexø» (København, 1998) fikk han Georg Brandes-prisen i 1999. Han ga ut «Solgudens fall: Knut Hamsun – en litterær biografi» i 2004. Hans store Ibsen-verk «Dommedag og djevlepakt – Henrik Ibsens forfatterskap – fullt og helt» kom ut i 2014. «Hvorfor Henrik Ibsen ikke bliver forstået i Norge. Mit litterære liv – og mine kampe – i den dansknorske fælleskultur» kom ut i 2021. Haugan regnes som en av Nordens mest renommerte Ibsen-forskere.
Nazismens tryllefløjte
Ingen anden kunstner i det 20. århundrede trådte frem med en så markant stemme, med en så forførende fløjte, at stort set alle læsende mennesker var nødt til at forholde sig til den. Den danske forfatter Tom Kristensen skrev i 1929 i festskriftet til Hamsuns 70 års dag, at «vi smiler forelsket, naar vi blot hører hans Navn». Der udgår en særlig fascination fra Knut Hamsun. Han skaber en forheksende binding til sine læsere. Ligesom en forelskelse ikke kan rationaliseres, er der noget gådefuldt ved hans magt over sit publikum. Spørger man den forelskede, hvad det er som tiltrækker ved Hamsun, får man højst forskellige svar. En forelskelse er netop karakteriseret ved at være individuel. Hamsuns magi ligger i denne uudsigelige evne til at knytte den enkelte læser til sig i en kronisk fascination, uopløselig for forstanden.
Med rette er Hamsuns fascinationskraft blevet sammenlignet med musik. Der er noget lyrisk-musikalsk, stemningsskabende ved hans kunst. Hamsun huskes ikke for sine budskaber, værkernes episke helheder, men for de små detaljer, en situation, en pudsig bemærkning, et underligt replikskifte. Det er rytmen, kadencen, måden sætningerne følger efter hinanden på, værkets tone, som er hemmeligheden.
Mange har brugt den samme metafor: Hamsun spiller på en speciel fløjte. Dette instrument blev længe betragtet som en tryllefløjte, som åbnede til eventyrlige universer. For mange blev Hamsun en frigører og et forbillede. Det gjaldt ikke mindst andre kunstnere. Hamsuns magt ligger i denne fløjte, som fik mange til at følge i hans fodspor, i evnen til at påvirke andre kunstnere, få dem til at skrive som ham, følge ham blindt. I næsten et halvt århundrede lød de besnærende melodier fra hans instrument. Hvor mange har ikke lænet sig op ad den litterære gigant og følt sig trygge, værende i gode hænder. Som kunstner stod Hamsun inde for en frigørelse fra samfundets tvang, en uafhængig, personlig kunst.
Hvilket chok må det ikke have været at opdage, at de lokkende toner ikke førte til noget positivt, noget værdifuldt, men ind i nazismen. Mange må have følt sig snydt over, at Hamsun ikke levede op til forventningerne. Hamsuns fløjte førte de begejstrede læsere mod deres undergang. Som Tom Kristensen udtrykte det ved Hamsuns død i 1952: «Tænk at nazismen havde en saadan tryllefløjte med en saa vidunderlig tone til sin raadighed.» Det, man troede var en tryllefløjte, viste sig snarere at være samme instrument, som rottefængeren fra Hameln spillede på.
Immoralisten
I dag er det alment accepteret, at mesterværkerne skal søges blandt de berømte lyriske jeg-romaner: Sult, Mysterier, Pan, Victoria. Men det er historiens dom. Går man til samtiden, vil man finde, at Hamsun solgte dårlig og var ringeagtet som en litterær charlatan, en person man ikke kunne stole på.
Først med folkelivsskildringerne fra Nordland efter århundredskiftet, først og fremmest Segelfoss-bøgerne, blev Hamsun en anerkendt norsk digter og fik et bredere publikum, en udvikling, som kulminerede med tildelingen af Nobelprisen for Markens Grøde i 1920. De efterfølgende værker blev modtaget mere blandet, men drev med i berømmelsens slipstrøm etter Nobelprisen. I lys af den sene berømmelse blev ungdomsproduktionen trukket frem og lagt ind under den nye, forløsende formel: det miskendte geni. «Charlatanen» blev ikke længere et moralsk problem, men et ekstra, æstetisk krydderi i den berømte ret. Således er det i Einar Skavlans biografi til Hamsuns 70-årsdag i 1929, hvor Hamsun betragtes som en litterær Klods Hans, han som vandt prinsessen og det halve kongerige.
Krigen kom imidlertid til at forstyrre det litterære skønmaleri, forskningen var i gang med. Eventyret forvandlede sig pludselig til et mareridt. I et receptionsperspektiv vil man imidlertid kunne se, at det traumatiserende chok ved Hamsuns rolle under krigen skyldes et permanent hukommelsestab blandt Hamsuns beundrere. Det store krigschok er i virkeligheden relativeret af en række tidligere chok, som berømmelsen hver gang har glattet over, således at provokationerne blev glemt og fortrængt. Paradoksalt nok har berømmelsen og fascinationen stillet sig hindrende i vejen for en forståelse af forfatterskabet.
Fundamentalt er nemlig Hamsuns forfatterskab en ubrudt serie provokationer rettet mod læserne. Højdepunkterne er følgende: nedgøringen af Amerikas åndsliv i 1889, latterliggørelsen af Lars Oftedal, hudfletningen af «de fire store» (Ibsen, Bjørnson, Kielland og Lie) i 1891, novellen «Livets røst» som erotisk og moralsk provokation, hånen over Bibelens fjerde bud i 1907, «barnemordssagen» i 1915, hvor Hamsun i en kronik skrev «Hæng dem» og pådrog sig hele den kulturelle offentligheds indignation. Med Konerne ved Vandposten (1920) gør Hamsun op med «markensgrøderiet» og vrænger af de værdier, han samtidig tildeles Nobelprisen for. I Ossietzsky-sagen i 1936 går Hamsun imod tildelingen af Nobels fredspris til et af Hitlers gidsler i koncentrationslejr, og endelig skriver han i nekrologen over Hitler – ”en reformatorisk skikkelse av høieste Rang…Og vi, hans nære Tilhængere bøier nu vaare Hoder ved hans Død” – trykt i Aftenposten dagen før freden kom.
Allerede i Amerikabogen skrev han, at moralen er ”det mindst menneskelige i Mennesket”. Fra samme tid er udsagnet: ”Løgn er ikke Brøde, men Talent.” Fra da af er hans digtning nietzscheansk immoralisme, ”hinsides godt og ondt”.
Hamsun har ikke andre autoriteter end sig selv og sin egen synlighed som kunstner. Det bliver ekstremt tydeligt efter anden verdenskrig. Hamsun har lidt nederlag på alle fronter. Hvad er så hans første og eneste tanke? Kunsten! At kunne skrive en bog igen, således at han kan genvinde sit tabte publikum. Ikke for at forklare sine læsere den rigtige sammenhæng, men for at lokke dem ind i ubevidsthedens behagelige rum, hvor besværlige moralske spørgsmål om skyld og ansvar fortoner sig i det blå. Paa gjengrodde Stier (1949) er et æstetisk mesterværk, som dækker over et stort bedrag. En utvivlsom landsforræder, nazist og antisemit bruger sin litterære forførelseskunst til at skjule sine forbrydelser og genvinde sit publikum. Med dette værk vandt Hamsun – ene mand – anden verdenskrig!
Æstetikken bliver brugt til kamuflage, ikke til erkendelse. Værket dokumenterer klart, at den gamle mester stadig kan spille på sit instrument. Det ligner den gamle tryllefløjte, men denne gang kan der vel ikke være tvivl om, at det er rottefængeren fra Hameln, som er på spil?